Hvem er vi?
Energi Fyn er en moderne og velkonsolideret energikoncern med fokus rettet mod Fyn. Vi er et andelsskab – ejet af vores 175.000 fynske elforbrugere. Energi Fyns repræsentantskab, som er valgt af andelshaverne, udgør koncernens øverste myndighed. Med 175.000 elforbrugere i ryggen er Energi Fyn det 6. største energiselskab i Danmark.
Hos Energi Fyn har vi stort fokus på vores kerneforretning omkring elnettet og de dertil relaterede forretningsområder. Vores fornemmeste opgave er at sikre andelshaverne lave elpriser, høj forsyningssikkerhed og god service. Energi Fyn ejer og driver elforsyningsnettet på størstedelen af Fyn og er således ansvarlig for elforsyningen til alle 175.000 elforbrugere i forsyningsområdet. I naturlig forlængelse heraf etablerer og driver vi også gadebelysning i flere kommuner på Fyn, herunder anden udebelysning, ligesom Energi Fyn også sælger el til såvel private som til erhverv. Ét af de elprodukter, vi tilbyder fynboerne er FynskSupportEl – med FynskSupportEl medvirker Energi Fyn til at støtte udviklingen af det fynske klub- og foreningsliv.
Vi deltager også aktivt i udviklingen af et bæredygtigt energisystem. Dette sker blandt andet via projekter inden for elbiler, varmepumper, solceller, energibesparelser og regulerkraftanlæg, ligesom vi også har opsat nye fjernaflæste elmålere hos vores andelshavere.
Gennem afregningsselskabet Administrationsservice Fyn håndteres årligt 390.000 kundeforhold i et tæt samarbejde med de andre forsyningsvirksomheder i blandt andet Odense. Dette betyder, at kunderne nemt og hurtigt kan få svar på spørgsmål om alle forsyningsarter ved blot at henvende sig ét sted.
Energi Fyn er med til at udvikle Fyn gennem investeringer i fibernet, forskning og udvikling og gennem vores fonde – Energi Fyns Almene Fond og Energi Fyns Udviklingsfond. Energi Fyn er medejer af det landsdækkende fiberselskab Waoo!. Gennem Waoo! kan vi tilbyde vores fynske fibernetkunder attraktive produkter og services på internet, TV og telefoni. Vi bidrager også til udviklingen af Fyn gennem samarbejdet med Syddansk Universitet, hvor fokus er på at skabe et tiltrækkende fynsk udviklingsmiljø og et grundlag for, at lovende energispareprojekter kan gøres til virkelighed. Et eksempel på et sådant projekt er udviklingen af LED-belysning til gartnerierhvervet. Alt sammen til glæde for Fyn og vores andelshavere.
Energi Fyns hovedsæde er placeret i Odense. Vi beskæftiger ca. 230 medarbejdere inden for en lang række fagområder.
Ansvarlig - Engageret - Udvikling udgør Energi Fyns værdier og er sammen med vores vision og mission det grundlag, som vi vil basere vores forretning, væremåde og hverdag på, og som hjælper os med at holde fokus både internt og eksternt.